Om Mikael B

Han kombinerer et grafisk udtryk med wild-style graffiti, der kendetegnes ved at være en kompleks og indviklet genre inden for graffitikulturen, hvor former, ord og bogstaver væves sammen i et spind, der kan være svært for det utrænede øje af afkode.

Værkerne bliver som en musikalsk visualisering med deres dynamiske univers og stærke farver. Netop denne sans for farver og deres virkning på beskueren spiller en væsentlig rolle i værkerne. Her grænser selv komplimentærfarver op til hinanden og danner rum for en farveeksplosion, som opsluger beskueren. Det er nærmest opstemmet energi, kompromisløst og ærligt.

Værkerne er dragende og åbne for fortolkning med deres eksplosion af farver og geometriske former. Det er et univers, hvor alt er muligt – en tankegang, som netop også gennemsyrer det liv, Mikael B selv lever hver dag. Allerede som barn havde Mikael B et stærkt behov for at udtrykke sig. Han var bare en skoledreng i naturskønne Tuse Næs, vest for København, da han i stedet for skolearbejde fyldte sine kladdehæfter med tegninger, som han i frikvartererne tilbød at overføre som midlertidige tatoveringer på kammeraternes arme – og køen var lang.

Forældrene så behovet og gav ham mulighed for at slå sig løs i endnu større skala med spraydåser på store træplader i baghaven. Siden var det igen kammeraterne, der bad ham udsmykkevæggene på deres værelser.

Helt oplagt blev Mikael B som teenager hurtigt en del af Københavns graffiti-miljø på Sydhavnen, hvor han på få år malede hundredvis af vægge.
Med passionen for at dyrke farver og former var der – efter aftjent værnepligt ved militæret – egentlig kun én uddannelse, der kaldte på Mikael B: uddannelsen til grafisk designer.

Droppede uddannelsen

Selvstændighedstrangen var bare så stor, at han allerede midt under uddannelsen sagde farvel til kollegerne på sit praktiksted og startede selvstændigt bureau: IDentity Provided, hvor han hjalp virksomheder med at udtrykke deres identitet med design af logoer og hjemmesider.

Hele tiden boblede lysten i ham til udelukkede at satse på sin kunst – og en dag skete det, der fik ham til at leve drømmen ud. Han kunne ikke finde det verdenskort, han ville have til sin lejlighed i København, og kastede sig ud i at skabe sit eget: en æstetisk farveeksplosion med titlen ”Vibrant World”.

Venner og bekendte efterspurgte eksemplarer, men da et foto på Facebook hurtigt gav 22.000 kommentarer og en million visninger, blev det bekræftelsen, der fik ham til at satse på kunstnerkarrieren.  Han solgte bureauet og flyttede til Los Angeles for at forfølge sin drøm.
Det er en drøm, der her bare to år efter, er blevet akkurat som han havde visualiseret det med en kalender fyldt med udsmykningsopgaver for kunder som LinkedIn, Google, Nike og American Express og med adskillige galleriudstillinger på cv’et, bl.a. var Mikael B ved årsskiftet udvalgt til at deltage på en af verdens førende kunstmesser: Art Basel, Miami.

Presse & TV

DR1 Aftenshowet
TV3 Købmænd på 1. Klasse
LA Times
LA Weekly
Hi-Fructose
Graffiti Art Magazine
LA Canvas
Berlingske
Jyllands Posten
BT
MetroXpress
Politiken
Aarhus Stifttidende

Publikationer

The Fine Arts Collection 2014 (International Graphics)
Bizarre Beyond Belief “The Collection” Volume One 2015
In Heroes We Trust – Street Artists & Their Heroes 2016
Mikael B “Infinite Universes” 2016

Udvalgte Kunder

Nike / The Jordan Brand
American Express
Heineken
LinkedIn
Google